Annonce

Annonce

En blå plantebi sidder på en blomst

I et forsøg med blå plantebier kunne forskere konstatere, at eksponeringen for imidacloprid har langvarige konsekvenser for bierne og deres afkom. Foto: Jim Rivers/OSU College of Forestry/CC BY-SA 2.0/flickr

Udbredt insektgift rammer generationer af bier

Ny forskning viser, at eksponeringen for en kontroversiel neonikotinoid ikke kun påvirker den berørte bi - også de næste generationer lider under det.

Når en bi eksponeres for den kontroversielle insektgift imidacloprid, har det ikke kun en negativ effekt på den berørte bi - også biens evne til reproduktion bliver påvirket af giften, hvilket dermed hæmmer de kommende generationer af bier.

Det viser ny forskning publiceret i tidsskriftet Proceedings of the National Academy of Sciences, hvor forskere har undersøgt, om imidacloprid har en påvirkning, der strækker sig ud over mere end én generation af bier.

"Det var vigtigt for os at forstå, hvordan eksponeringen varer ved fra én generation til den næste," siger hovedforfatter Clara Stuligross, ph.d.-studerende i økologi ved UC Davis til universitetets hjemmeside.

"Vores resultater peger på, at vi er nødt til at gøre mere for at mindske risikoen - ellers begrænser vi den vigtige pollenspredning," fortsætter hun.

I studiet indfangede forskerne blå plantebier, som er særligt vigtige for landmænd med frugt- og nøddetræer, og lukkede inde i små separate flokke. Her kunne bierne ernære sig på planter, der var sprøjtet med imidacloprid i doser, som anbefales i produktets vejledning. Nogle planter fik én behandling, andre flere, og nogle af bierne blev eksponeret kun som larver, andre som unge, og nogle kun som voksne. Derudover blev et begrænset antal bier eksponeret i flere stadier af deres livscyklus.

Således kunne forskerne se, at eksponeringen førte til færre yngel og en drastisk reduktion i tilvæksten af flokken: De ramte hunlarver fik som voksne bier 20 pct. færre yngel, og blev den samme bi eksponeret både som larve og som voksen faldt tallet yderligere til 44 pct.

Samtidig havde flokken, der blev eksponeret kontinuerligt i to år - et i øvrigt realistisk scenario ved sprøjtede landbrugsmarker - en nedsat tilvækst på 72 pct., sammenlignet med uberørte bier.

'Det tyder på, at det for bier kan tage adskillige generationer at komme sig oven på en enkelt eksponering af pesticider; derfor bør der tages højde for carry-over virkning i risikovurderinger og bevaringsarbejdet', skriver forskerne bl.a. i studiet.

Bruges på dispensation herhjemme

Medforfatter Neal Williams, professor i entomologi ved UC Davis, siger, at studiet viser, hvordan pesticideksponering kan få konsekvenser på længere sigt.

"Man kan drage paralleller til menneskets sundhed, hvor en påvirkning tidligt i udviklingen kan vise sig meget senere i livet. Vi vidste bare ikke, at det samme var gældende for bier," siger Neal Wiliams.

Imidacloprid er den mest brugte insektgift i Californien, men sammen med to andre insektgifte blev den forbudt at bruge på friland og til bejdsning af frø i EU i 2018. Alligevel er der sidenhen givet dispensation til at bruge midlet, bl.a. i Danmark. Sidste år kunne mediet Unearthed berette, at der samlet set var givet mindst 67 dispensationer i 16 forskellige lande.

I et tilfælde fik den danske sukkerbranche tilladelse til at bejdse bederoefrø med midlet Gaucho, der indeholder aktivstoffet imidacloprid. I et andet tilfælde blev Merit Turf med samme aktivstof brugt til at vedligeholde golfbaner.

Efter regeringsskiftet i 2019 sagde miljøminister Lea Wermelin (S) imidlertid, at hun ville sætte en stopper for dispensationerne og gav sukkerroebranchen ét år til at finde alternativer i de konventionelle landbrug. Alligevel kunne Nordic Sugar i år atter benytte Gaucho på dispensation.

Flere artikler fra samme sektion

EU kritiserer Danmark for manglende løsning på husdyrenes klimaaftryk og tabet af biodiversitet

Danmark er for uambitiøs med at få sænket klimaaftrykket fra sin husdyrproduktion, mener EU-Kommissionen. Til gengæld er der en smule ros for de økologiske målsætninger.

10-05-2022 6 minutter EU,   Klima,   Bæredygtighed,   Biodiversitet

Økologerne og helhedsperspektivet skal på dagsordenen i det nye veterinærforlig

POLITISK KLUMME: Med udgangen af 2022 udløber Veterinærforlig III, og det varer ikke længe, inden forhandlingerne om et nyt Veterinærforlig IV går i gang.

02-05-2022 5 minutter Klumme,   Politik,   Økologiregler

Hjælp forskerne med at kortlægge biodiversiteten i København

København deltager endnu en gang i den verdensomspændende City Nature Challenge, hvor frivillige går på jagt efter vilde dyr, planter og svampe, som har tilpasset sig livet i storbyen.

22-04-2022 3 minutter Biodiversitet